| Uanset hvilket materiale (plast, metaller, beton), der anvendes til drikkevandsrør, vil materialet kunne påvirke vandets kvalitet. For plastrør, der skal anvendes til drikkevand gælder specielle krav. Plastprodukter, der skal anvendes i drikkevandsinstallationen i ejendomme (bl.a. PEX-rør) skal være VA- godkendte mens PVC og PE-rør til vandforsyningernes ledningsnettet ude i vejen skal være DS-certificerede. Den danske godkendelses-/certificeringsordning omfatter foruden krav til rørenes tekniske egenskaber (f.eks. styrke og levetid) også krav til vandets hygiejniske og sundhedsmæssige kvalitet. De hygiejniske parametre er smag, lugt, udseende og næring til bakterievækst. De sundhedsmæssige parametre vurderes ud fra en toksikologisk vurdering af plastens sammensætning. |